
Kasper Borchersen har været dirigent og korleder for Filharmonisk Kor Fyn siden august 2022.
Kasper er Cand. Musicae i korledelse fra Syddansk Musikkonservatorium, hvor han studerede under docent Alice Granum. Derudover har han taget løbende videreuddannelseskurser i korledelse på Voces Academy under ledelse af Peter Hanke. Han har også en BA som almen musiklærer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Som professionel kirkesanger, tidligere medlem af Det Unge VokalEnsemble og nuværende medlem af performancegruppen Dopplers (ledet af Astrid Vang-Pedersen) arbejder Kasper dedikeret med at forene stemmens potentiale med korets musikalske udtryk. Dette afspejler hans stærke interesse for koncertform og udtryk, inspireret af Koncert Design-konceptet udviklet af Astrid Vang-Pedersen (Ph.d.).
I samarbejde med Filharmonisk Kor Fyn har Kasper en ambition om at skabe et højniveau-amatørkor, der kan bistå kor og orkestre på tværs af Fyn og resten af Danmark i opførelser af både store og mindre værker fra den klassiske musiks skatkammer.
Ud over Filharmonisk Kor Fyn er Kasper dirigent for Panumkoret i København og har løbende samarbejder med andre kor på Sjælland.
